Se dette nyhedsbrev i en browser
SEPTEMBER 2022

Ny center- og landsbykoordinator

 
Kære alle
 
Jeg hedder Anne Lysebjerg Hansen og er netop tiltrådt som Nyborg Kommunes nye center- og landsbykoordinator.
 
Jeg vil gerne starte med at fortælle kort om mig selv: Jeg er 39 år, er vokset op i Flødstrup og bor nu i Kogsbølle med min mand og to børn. Jeg er uddannet cand. mag. i Kultur og Formidling, og har tidligere arbejdet med intern og ekstern kommunikation hos bl.a. Odense Teater og Ryslinge Høj- og Efterskole. Derudover er jeg uddannet coach. Jeg glæder mig til at komme i gang med – sammen med jer – at skabe de bedste betingelser for det gode liv på landet.
 
Min opgave som center- og landsbykoordinator bliver først og fremmest at sikre en god dialog mellem kommunen og landsbyrådene omkring arbejdet med udvikling af landsbyerne. I de landsbyer, hvor kontaktpersonen måske sidder lidt alene med det, vil mit fokus i første omgang være på at støtte og styrke landsbyrådene.
 
Jeg vil løbende sende nyhedsbreve ud til landsbyerne. De kan indeholde nyt fra Vej og Park/landsbypedellerne, men også andre områder, der vedrører landsbyerne. Nyhedsbrevene må meget gerne deles på jeres lokale facebookgrupper, hjemmesider o.l. Det gøres ved at få vist nyhedsbrevet i en browser, og kopiere url-adressen.
 
Med en fælles viden om, hvad der rører sig, har vi bedre forudsætninger for at skabe en positiv udvikling sammen.
 
Jeg deltager ved det næste Fælles Landsbyrådsmøde d. 27. september, og håber at møde så mange kontaktpersoner som muligt dér. Jeg glæder mig også til at komme ud og besøge hver enkelt landsby, og sammen med jer gøre status og drøfte muligheder og udfordringer.
 
De landsbyer, som ikke fik lavet udviklingsplaner i sidste omgang, vil blive inviteret til en ny runde. Mere information om dette følger.
 
Hvis nogen har noget på hjerte, er I velkomne til at sende mig en mail på: alyh@nyborg.dk.
 
 

Nyt fra Vej og Park

Opgaver henover sommeren
Blomsterkummerne er blevet tilplantet med sommerblomster (de steder, hvor de ikke har stauder i stedet). I Langå har vi ved boldbanen plantet fem frugttræer og fået etableret bede med buske, som gavner biodiversiteten. Også i Øksendrup har vi plantet frugttræer samt andre større træer. 
 
”Ny” landsbypedel
Gurli stoppede som landsbypedel i foråret. Vej og Park havde stillingen som landsbypedel slået op og fik 28 ansøgere, hvoraf 3 kom til samtale. Vi var heldige at ansætte Heidi, som er 40 år og oprindeligt uddannet bygningsmaler. Vi havde inden ansættelse haft Heidi i praktik, hvor hun gjorde det rigtig godt. Vi håber, I vil tage godt imod hende, når I møder hende.  
 
 
Status på driftsmanual
Vi har tidligere lovet, at vores driftsmanual kunne komme i høring. Processen har desværre været gået død. Vi forsøger at genoplive den og forventer, at den bliver sendt i høring i starten af 2023.
Kontakt med landsbypedeller
Vores landsbyer er inddelt i tre distrikter/områder (nord, vest og syd) med hver sin landsbypedel tilknyttet. I vil sagtens kunne opleve at se alle tre medarbejdere om samme opgaver, men det er henholdsvis Rebekka, Carsten og Heidi, der har det overordnede ansvar for området.
 
Herunder kan I se, hvilken landsbypedel der er knyttet til jeres landsby, og deres kontaktoplysninger.
Alternativt kan I kontakte parkformand Claus Johansen på 3016 1405 eller mail cjoh@nyborg.dk 
Område 1 (syd)
Rebekka, tlf. 2936 6013
 
Langå
Øksendrup
Svindinge
Tårup
Frørup
Kogsbølle
Sulkendrup
Bynkel
Vindinge/Rosilde/Lamdrup
Område 2 (vest)
Carsten, tlf. 2936 6005
 
Ellested
Herrested/Måre
Refsvindinge
Ellinge
Skellerup
Såderup
Kullerup
Ørbæk
 
Område 3 (nord)
Heidi, tlf. 2936 6008
 
Langtved
Kissendrup
Flødstrup
Bovense
Nordenhuse
Skalkendrup
Regstrup
Aunslev/Hjulby
Korkendrup
Ullerslev

Opsætning af fuglekasser

 
Nyborg Kommune har indgået et samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening på Fyn om at understøtte fuglelivet i kommunen, og tilbyder derfor gratis opsætning af fuglekasser. Det kan fx. være i forbindelse med et grønt område, en legeplads, et vådområde ell.l.
 
Samarbejdet fokuserer på mursejler, stær, ugler og tårnfalke. Mursejleren er i tilbagegang, da man ved isolering af huse fjerner dens naturlige ynglesteder. Stæren mangler egnede ynglesteder i hule træer, hvorfor Nyborg Kommune opsætter bl.a. stærepæle og kasser på træer. Ugler og tårnfalke er også begge arter, som bruger hule træer til at yngle i. Tårnfalke og ugler er også med til at bekæmpe rotter.
 
Kasserne produceres i samarbejde med Nyborg Værkstederne, og sættes op af vores medarbejdere i Vej og Park.
 
Hvis I som landsby kunne tænke jer en eller flere fuglekasser, kan I kontakte naturmedarbejder Jens Bjerg på jhob@nyborg.dk eller på tlf. 6333 6882.

Østfyns Museer og Nyborg Kommune inviterer til dialogmøder

 
I foråret afholdtes de første dialogmøder om Kulturarvsmasterplanen for Nyborg Kommunes Landdistrikter og Centerbyer. Beboerne i de fem første sogne tog godt imod os, og vi fik samlet en masse gode historier og lokale vinkler ind.
 
Nu er tiden kommet til 2. runde, og denne gang går turen til Ellinge, Øksendrup, Vindinge, Langå, Refsvindinge, Ellested, Skellerup og Svindinge. På dialogmøderne præsenterer Østfyns Museer arbejdet med Kulturarvsmasterplanen og fortæller historier fra jeres sogn. Derefter får vi en dialog om, hvilke historier der betyder noget for jer lokalt.  
 
Så hold øje med, hvornår vi kommer til jeres sogn. Og overvej gerne, hvilke historier eller kulturarv, som betyder noget for jer.

Solcellelandsbyer

 
Seks landsbyer deltog i mødet 30. august om muligheden for at deltage som pilot-landsby i en ansøgning til Energistyrelsens støttepulje til energifællesskaber. Der var mange gode spørgsmål fra de fremmødte, som nu skal hjem og få afklaret sammen med landsbyen, om de vil gå med i projektet.
 
Ved deltagelse forpligter man sig ikke til at opføre en solcellepark, men alene til at udvikle et forslag som ville kunne etableres. Til gengæld får man hjælp fra vores konsulenter til at udvikle projektet helt frem til investeringen. Der er deadline på puljen d. 14. oktober.
 
Hvis flere landsbyer er interesserede, men var forhindrede i at deltage i mødet 30. august, vil vi gerne høre fra jer senest tirsdag 6. september alyh@nyborg.dk. Så vil vi forsøge at nå endnu et informationsmøde.   

Fundraising Dag Fyn

 
De fynske kommuner i Byregion Fyn inviterer foreninger, lokalråd, lokale ildsjæle og andre inden for det fynske kultur- og fritidsliv til en spændende og udbytterig Fundraising Dag med fokus på projektudvikling, fundraising og gode ansøgninger.  
 
Har jeres landsby en god idé, der skal have luft under vingerne?
Har I brug for støtte til et projekt?  
 
SÅ KOM TIL FUNDRAISING DAG FYN 2022 den 15. september kl. 16 -21  
 
 
På dagen er der desuden mulighed for at møde repræsentanter fra Nyborg Kommune. Der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.

Følg Nyborg Kommune på de sociale medier

Vil du følge med i stort og småt fra alle kanter af vores kommune, så kan du følge med på Facebook, Instagram og LinkedIn. Klik på ikonet for at gå til vores sider. 
Frameld dig dette nyhedsbrev